Himmel. Hav.Always say...

Hypenrose. Dans.

Sol og svimmel.

Aftenkys. Godmorgen regn.

– frit efter Sten Kaalø

Mit bedste råd til andre med en sommerdrøm?

Det er de lyse nætters tid. Tiden, hvor vi nordboer samler lys i sindet til at holde ud, når vintermørket sænker sig igen. Tiden med mere energi til at turde drømme. Mange spørger mig, hvordan jeg tør blive ved med at drømme – og forsøge at gøre drømmene til virkelighed? Mange lever i frygt uden helt at mærke det eller i en selvopfattelse af ikke at være gode nok. De siger fx. “Du er også heldig med den uddannelse, den mand…”, men det er jo noget, jeg har kæmpet for. Jeg har taget ansvar og fulgt mit hjerte, også selvom det resulterede i konflikter, tab og usikkerhed undervejs. Det handler ikke om held, men om indsats i arbejde og kærlighed – og det kræver selvdisiplin at turde være realistisk optimist. Vi bør ikke leve bevidstløst, men stoppe op og ærligt mærke efter og stå ved nydelsen, når det føles godt, og ubehaget når det føles dårligt – eller begge dele. Livet er en historie om tvivl og mod og den bittersøde musik i kærligheden. Det handler om at forsøge at vælge lyset og det elskværdige – hver dag. Når du fx. har oplevet, at nogen bliver syge eller miste nogen – så ved du efterhånden, at hver dag er en gave af tid til at leve frit. Og det er bedre sent end aldrig at begynde… Livet er skrøbeligt og dyrebart, og der er kun eén, der er dig.

Glædelig sommer,

Tine

foto (6)

Noget om Mindfulness som stressreduktion – og hvordan vi kan påvirke vores gener og øge sundhed gennem meditation. Seniorforsker Jesper Dahlgaard fra Aarhus Universitet fortæller (fra Mindfulness Terapi & Yoga/ Christin Illeborg).

Vejen begynder her… hver dag en ny begyndelse og bro at bygge…

foto (3) copy

Godt nytår 2015! Happy New Year 2015! Der er ledige tider fra mandag d. 26. januar 2015 – Appointments are available from Monday 26 January 2015: “Raise your words – not your voice.”


BornholmSom tidligere udsendt krisepsykolog for Læger uden Grænser deltog jeg i årets Folkemøde på Bornholm. Jeg debatterede posttraumatisk stresssyndrom og posttraumatisk vækst  – at leve livet på trods. Inden for psykologien arbejder vi med ideen om, at traumatiske oplevelser og livskriser kan udvikle os som mennesker. Først i løbet af de seneste ti år har forskere for alvor taget fat i det forholdsvis nye begreb posttraumatisk vækst. Men ideen er ikke ny. Victor Frankl, en jødisk psykiater, brugte fx sine oplevelser af brutalitet og umenneskelighed i KZ-lejrene til at finde indsigt i, hvordan nogle mennesker overlevede de værste rædsler. De overlevende havde en styrke, der kommer af eksistentiel mening – af at indse en mening med ens liv og smerte. En ide som fx. Dalai Lama også møder verdenssamfundet med i dag.

I akut krise og tragedie er der ofte ikke så meget at gøre end at forsøge at holde ud. Men i rolige perioder, før og efter voldsomme oplevelser i livet, har vi mulighed for at udvikle en forståelse af meningsløsheden og hvem vi er. Lidelse og smerte er en naturlig del af livet – vi bliver alle sårbare og gamle og går i forfald. Ingen overlever livet. Når vi i vores vestlige samfund påkræver os ret til lykke og evig ungdom og betragter lidelse og krise som “en fejl” eller som noget unormalt, vi frygter, undgår og afviser  – mister vi muligheden for at se lidelsen i øjnene. Dermed mister vi også muligheden for at kunne fjerne årsagerne til lidelse og begynde at leve et frit og mere ærligt og glædesfuldt liv. Som en tilhører kom og sagde til mig efter debatten: “ Når en tidligere børnesoldat kan begynde at gro og handle på sit håb, kan jeg måske også turde begynde at forfølge og leve min drøm.”

 

MyanmarDet nye år 2014 i Atelier Livskunst begyndte i Myanmar. Her er buddhisme ikke en religion udelukkende baseret på tro og bønner – ej heller en livsfilosofi, idet filosofi mere ses som en intellektuel tankevirksomhed uden praksis. Buddhistisk praksis blandt det burmesiske folk er den simple kunst at leve livet i hverdagen – en kombination af Buddhas anvisninger om det gode liv, bevidsthed omkring egen sårbarhed og opmærksomhed på sindets bølger og bevægelser. I et land, hvor du ikke kan kontrollere din skæbne eller det politiske system, kan du i det mindste forsøge at bestemme, hvordan du selv vælger at respondere på egne følelser som vrede, smerte, glæde og sorg.

Undervejs på min rejse mødte jeg en munk i Bangkok lufthavn. Vi talte om, at buddhisme i praksis er som at leve med Kierkegaard – at finde ansvaret og styrken i at turde mærke og bære fortvivlelsen og sårbarheden som menneske. Som landets nobelpristager i fred, Aung San Suu Kyi, kendte munken også til Kierkegaard og citerede: ” Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Og så kiggede vi ud på alle de travle mennesker i lufthavnen: “Mon de opdager, hvad der virkelig betyder noget for dem, når de går så hurtigt videre?”, spurgte munken, der også oplyste, at han holdt så meget af begravelser, fordi de mindede ham om at leve og mærke livet. Nu. Med levende fødder.

Forskning i livskvalitet viser netop, at bevidstheden om egne værdier – og ikke mindst udlevelsen af disse – er af afgørende betydning for oplevelsen af mening og lykke. Og forrige år udkom Bronnie Wares “The Top Five Regrets of the Dying”. På hitlisten over fortrydelser på dødslejet står:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro over for mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget på bekostning af mine nære relationer. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med mine venner. 5. Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig.

Så hvordan vil vi bruge vores korte, vidunderlige liv? Hvad betyder virkelig noget for os? Og hvordan bringer vi overensstemmelse mellem vores værdier og det liv, vi lever og prioriterer i hverdagen? Lad dig inspirere og mærk efter – men skynd dig nu langsomt og ha et rigtig levende, nyt år 2014!

Kærligst, Tine

20130722_143845

Vejen fra selvkritik til selvværd

Terapigruppe åben for 6 deltagere i et 8-ugers program på 20 timer

Formålet med terapigruppen er at arbejde terapeutisk med selvværdsproblematikker og negative tanker samt at udvikle sig i fællesskab med gruppen. I terapigruppen møder vi livet på godt og ondt. Vi opbygger naturligt den positive tillid, som er afgørende for vores personlige udviklingsproces. Det handler om at turde se sig selv og andre med bevidst nærvær, accept og medfølelse – og at blive set og forstået af andre. Man oplever genkendelse og lærer af sit arbejde med sig selv og ved at følge de andre deltageres processer.

Vi starter hver gang med en halv times mindfulness øvelser – som støtte til at mærke sig selv og være bevidst nærværende. Efter øvelserne er der en runde, hvor deltagere har tid til at fortælle om det, som optager dem lige nu – og særligt ifht. temaerne selvkritik og selvværd. Herefter arbejder en eller to af gruppedeltagerne individuelt med terapeuten. Efter terapien er der feedback – hvor de andre i gruppen har mulighed for at dele deres oplevelser af terapien. Der afsluttes med en mindfulness øvelse med opmærksomhed på nuet med åbenhed og ro.

Praktiske oplysninger:

Terapeut: Tine Meyer Thomsen. Autoriseret privatpraktiserende psykolog og specialist i psykoterapi med bred erfaring med mindfulness og terapi gennem 13 år.

Sted: Atelier Livskunst, Bredgade 29, Baghuset, 1260 Kbh K.

Tid: Tirsdage kl. 19 – 21:30.

Opstart: Tirsdag d. 22. april 2014 i uge 17.

Pris: 5000 kr.

Mere information og tilmelding:

W: www.atelierlivskunst.dk

E: tine@atelierlivskunst.dk

M: +45 2852 5768

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt gruppen er noget for dig, kan du få en orienterende samtale. Den orienterende samtale varer ca. 30 min. og koster 450 kr.

Mindfulness uden meditation

Et spørgsmål, jeg ofte får for tiden, er: “Skal man meditere for at være mindful?”

Det korte svar er nej. Et kort svar som har en lang forskning bag sig. Ellen Langer er professor i psykologi ved Harvard University og forsker i mindfulness uden meditation. Hun har blandt andet skrevet bøgerne “The Power of Mindful Learning” og “On Becoming an Artist”. Hun forklarer, at det handler om at være åben over for de ting, vi møder i hverdagen og turde se dem fra nye vinkler. I et interview i Politiken maj 2013 siger hun: “De fleste af os lider af en illusion om, at verden er statisk. Vi er uopmærksomme det meste af tiden, og vi behandler verden, som om vi kender den. Når man tror, man kender noget, er der ingen grund til at være opmærksom. Men alt ændrer sig hele tiden og ser anderledes ud fra andre vinkler.”

Hvad end jeg underviser, superviserer, laver terapi eller maler handler det om at anskue stoffet fra nye vinkler; sætte spørgsmålstegn ved det, sætte det ind i en kontekst og anskue det fra nye perspektiver. På den måde forbliver man åben og nysgerrig både over for sig selv og andre – og hvad man ellers står over for at skulle lære og udvikle i sit liv. Samtidig bliver det kun mere interessant at være i lære som menneske, som vi alle er.

Opøver man generelt en større opmærksomhed i hverdagen, er der ifølge Ellen Langer flere fordele at høste: “Du får det bedre, bliver sundere, mere karismatisk og kreativ, og du lever længere – det er hvad 40 års forskning har vist os.”

Den amerikanske psykologforening har i år vundet en pris for deres film om den gode effekt af psykoterapi: “Psychotherapy – More Than a Quick Fix”.

Jeg får mange henvendelser om mindfulness – og hvad det egentlig er. Jeg vil her kort forsøge at sætte ord på det, der frem for alt er en oplevelsesorienteret tilstand centreret om “opmærksomhed på nuet med accept af det som er”: Virkeligheden på både godt og ondt.

Mindfulness er oprindeligt et buddhistisk begreb fra Østen for en nærværende opmærksomhedstræning, som psykologen Erich Fromm allerede beskrev i Vesten for over 50 år siden:

“Man må først kunne vise sig selv opmærksomhed, før man bliver i stand til at vise andre opmærksomhed; at have det godt med sig selv er en nødvendig forudsætning for at træde i forhold til andre.”

Når du laver mindfulness meditation, lytter du til dig selv, og hvordan du har det. Jo klarere du bliver på dine tanker og følelser, jo klarere bliver du til mulig forandring. Det er naturligt, at du ønsker at opleve en umiddelbar effekt af din meditation, fx. at angsten eller de negative tanker forsvinder. Der er altid en effekt, men ikke altid den effekt, du måske forventer. Ubehag og behag ændrer sig. Alting ændrer sig. Intet varer ved. Det er vores grundvilkår som mennesker, og vi må lære at leve med vores følelser.

Når jeg bliver spurgt, hvordan det kan være, at jeg mediterer, er mit svar: “For at huske hvem jeg er”. Kernen i mindfulness meditation er således en medfølende opmærksomhedsindstilling, der kan udvikles og forbedres gennem hele livet. Vi er kun i lære som mennesker. Ægte glæde er kærlighed til os selv, hinanden og livet.

Desværre søger vi ofte glæden uden for os selv, og mislykkes i vores forsøg på at finde kærlighed og lykke. I Afrika og Asien, som jeg har boet og rejst i, vil mange ofte have deres mest værdifulde ting med på billedet, når de skal fotograferes, fx. et TV. Her i Vesten forsøger vi også at iscenesætte os selv – Facebook er et godt eksempel: Se, jeg er tandlæge, har mand, 2 børn og et fint hus.

Inden for mindfulness meditation og yoga giver det ikke mening at skabe dig selv udfra ydre referencer som “mig med TV´et eller den dyre bil”. Vi identificerer os ofte ud fra titler og varer, måske endda en offerrolle: “Jeg er hende med den forfærdelige sygdom, barndom, krop etc. En lidelse kan være hård og sørgelig, men den bestemmer ikke, hvem vi er.

At have det godt med dig selv afhænger af dit indre forhold til dig selv. At lære at elske dig selv er en kunst, der kan læres og trænes ved et ansvarligt arbejde med dig selv – så velkommen til mindfulness!

Kærligst,

Tine

Kronik om livskunst af Tine Meyer Thomsen bragt i Politiken d. 1. maj 2007:

Hvis vi vil omfavne livet

“Ikke alt, som kan tælles, tæller, og ikke alt, som tæller, kan tælles.”
(Skilt på Albert Einsteins kontor på Princeton Universitet)