Det nye år 2014 i Atelier Livskunst begyndte i Myanmar. Her er buddhisme ikke en religion udelukkende baseret på tro og bønner – ej heller en livsfilosofi, idet filosofi mere ses som en intellektuel tankevirksomhed uden praksis. Buddhistisk praksis blandt det burmesiske folk er den simple kunst at leve livet i hverdagen – en kombination af Buddhas anvisninger om det gode liv, bevidsthed omkring egen sårbarhed og opmærksomhed på sindets bølger og bevægelser. I et land, hvor du ikke kan kontrollere din skæbne eller det politiske system, kan du i det mindste forsøge at bestemme, hvordan du selv vælger at respondere på egne følelser som vrede, smerte, glæde og sorg.
Undervejs på min rejse mødte jeg en munk i Bangkok lufthavn. Vi talte om, at buddhisme i praksis er som at leve med Kierkegaard – at finde ansvaret og styrken i at turde mærke og bære fortvivlelsen og sårbarheden som menneske. Som landets nobelpristager i fred, Aung San Suu Kyi, kendte munken også til Kierkegaard og citerede: ” Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Og så kiggede vi ud på alle de travle mennesker i lufthavnen: “Mon de opdager, hvad der virkelig betyder noget for dem, når de går så hurtigt videre?”, spurgte munken, der også oplyste, at han holdt så meget af begravelser, fordi de mindede ham om at leve og mærke livet. Nu. Med levende fødder.
Forskning i livskvalitet viser netop, at bevidstheden om egne værdier – og ikke mindst udlevelsen af disse – er af afgørende betydning for oplevelsen af mening og lykke. Og forrige år udkom Bronnie Wares “The Top Five Regrets of the Dying”. På hitlisten over fortrydelser på dødslejet står:
1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro over for mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget på bekostning af mine nære relationer. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med mine venner. 5. Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig.
Så hvordan vil vi bruge vores korte, vidunderlige liv? Hvad betyder virkelig noget for os? Og hvordan bringer vi overensstemmelse mellem vores værdier og det liv, vi lever og prioriterer i hverdagen? Lad dig inspirere og mærk efter – men skynd dig nu langsomt og ha et rigtig levende, nyt år 2014!
Kærligst, Tine
Atelier Livskunst 