Som tidligere udsendt krisepsykolog for Læger uden Grænser deltog jeg i årets Folkemøde på Bornholm. Jeg debatterede posttraumatisk stresssyndrom og posttraumatisk vækst – at leve livet på trods. Inden for psykologien arbejder vi med ideen om, at traumatiske oplevelser og livskriser kan udvikle os som mennesker. Først i løbet af de seneste ti år har forskere for alvor taget fat i det forholdsvis nye begreb posttraumatisk vækst. Men ideen er ikke ny. Victor Frankl, en jødisk psykiater, brugte fx sine oplevelser af brutalitet og umenneskelighed i KZ-lejrene til at finde indsigt i, hvordan nogle mennesker overlevede de værste rædsler. De overlevende havde en styrke, der kommer af eksistentiel mening – af at indse en mening med ens liv og smerte. En ide som fx. Dalai Lama også møder verdenssamfundet med i dag.
I akut krise og tragedie er der ofte ikke så meget at gøre end at forsøge at holde ud. Men i rolige perioder, før og efter voldsomme oplevelser i livet, har vi mulighed for at udvikle en forståelse af meningsløsheden og hvem vi er. Lidelse og smerte er en naturlig del af livet – vi bliver alle sårbare og gamle og går i forfald. Ingen overlever livet. Når vi i vores vestlige samfund påkræver os ret til lykke og evig ungdom og betragter lidelse og krise som “en fejl” eller som noget unormalt, vi frygter, undgår og afviser – mister vi muligheden for at se lidelsen i øjnene. Dermed mister vi også muligheden for at kunne fjerne årsagerne til lidelse og begynde at leve et frit og mere ærligt og glædesfuldt liv. Som en tilhører kom og sagde til mig efter debatten: “ Når en tidligere børnesoldat kan begynde at gro og handle på sit håb, kan jeg måske også turde begynde at forfølge og leve min drøm.”