🌈

I Danmark har vi 37 forskellige familieformer. Iflg. Danmarks Statistik har familien med 1 person rundet 1,6 mio. og udgør dermed den mest almindelige familietype. Herefter kommer par uden hjemmeboende “dine, mine eller vores børn” = 798.986 familier. Et par med to børn er nede på 282.692 familier. Gruppen af danskere, der bor alene, er vokset næsten 14 procent de sidste 10 år. Når solofamilien nu er i overtal, er det måske på tide at tale om en ny normal. Der er både tale om par med og uden fælles børn, singler med og uden børn, sammenbragte familier og regnbuefamilier.

På verdensplan er der op mod 220 millioner forældreløse børn, og heldigvis er der så mange relationer, der er fremstillet med kærlighed og meget andet end biologiske: Hjertebørn af alle slags, adopterede børn, fadderbørn, gudbørn og tantebørn mm. Her i min praksis har jeg plads til alle livsformer. Så vær velkommen i Atelier Livskunst, hvor jeg er tilbage i byen efter sommerferien. Lige meget hvem du er.

Sæt dig selv fri

Det handler nemlig om modet til at turde være dig – ikke at tage det personligt, når nogle sårer dig, når du ikke opnår de resultater, du ønsker, eller når livet gør ondt. Modet må komme fra en dybdegående praksis af medfølelse – først og fremmest med dig selv, så du kan passe godt på dig selv og dermed også andre i dit liv. Det giver dig mulighed for at slappe af og blot være i øjeblikke, hvor din første automatiske reaktion ellers kan være at gå til angreb i forsvar, fryse eller gå i et negativt selvsving.

På den måde vil du sætte dig selv fri og ikke længere være afhængig af andres bekræftelse eller se andre som en trussel – og det bliver nemmere at åbne op og møde andre mennesker fra hjertet. Når du ikke længere hungrer efter andres kærlighed, anerkendelse og respekt og ikke længere skal bevise dit værd, er du fri til at handle kreativt og effektivt i verden og leve et mindre stressfyldt og mere balanceret og meningsfuldt liv.

Du bliver en bedre kunstner, partner, forælder, leder, underviser eller studerende, fordi du ikke længere i det skjulte prøver på at vinde accept og værdighed gennem dét, du præsterer. Så er du fri til at gøre dét, du gør i livet, som en kreativ og mangfoldig leg – i stedet for som en form for ydre selvbekræftelse for at føle dig god nok. Som en klient citerede forleden: “ I tried to be normal once – worst two minutes of my life … ”

Med ønske om en varm og mangfoldig sensommer til alle! 🌈☀️

Kærligst, Tine

“Stopping to smell the roses is an act of appreciation and recognizing the source of the goodness in our lives. It means taking time to recognize the daily moments that bring us joy and really seeing what causes that emotion.”

Citat ukendt – men det er sådan, det er, og naturen holder altid åbent!

På gensyn i Atelier Livskunst på Alle Led og Kanter i august 2022 efter sommerferien.

Med ønske om en kærlig, lys og varm sommer til os alle.

Kærligst Tine & Venner

☀️

” The brokenhearted are the bravest among us – they dared to love.” Brené Brown, 2021

Rom – Trastevere 2022

Kom lad os gå! Kom lad os se! Hvis nogensinde vi sku´- så sku´ det være nu! Vi blomstrer så kortvarigt smukke i vores liv her på jorden.  

Livet er et øjeblik at fejre, at nyde. Gør det sjovt, sårbart og festligt. Kig på naturen, som den udfolder sig. Har du nogensinde set et depressivt træ? Eller en angstplaget fugl? Find lidt lethed og lidt visdom i en flydende kombination og dans med paradokset: At tage det meget alvorligt ikke at tage dig selv så alvorligt.

Fejringen af livet og glæden, der følger med, afhænger ikke af de ydre omstændigheder. Vi behøver ikke at vente på evigt solskin på en skyfri himmel eller et pletfrit sind. Vi er uperfekte mennesker med både indfriede og bristede drømme, så vi behøver ikke at vente på en særlig anledning. Livet er anledningen selv.

Du behøver ikke først at vente på den rigtige dato i kalenderen, det rigtige job, den rigtige vægt eller den rigtige partner – tag bare dine sko af og dans i vandpytterne lige nu. Med de sorger og glæder, tårer og latter, der kommer og går – og dermed gør det hele levende.

Festen er lige nu og her i hvert øjeblik, hvis du har modet til at gribe det. Bliv en deltager fremfor en tilskuer, der passivt venter på det rigtige øjeblik. Det kommer alligevel først, når du tør tage livtag og deltage. Som en blomst, hvis helhed er endnu smukkere end summen af dens dele, og som på den samme tid øger skønheden af hvert enkelte kronblad. Som den menneskelige samhørigheds betydning for det enkelte menneske – fri og uafhængig.    

TIL INFO:

I øjeblikket har jeg lukket for tilgang af nye klienter, men du kan allerede nu skrive dig på venteliste til deltagelse i nye terapiforløb fra august 2022.

Hvis du har været i terapi hos mig tidligere, er du altid velkommen til at få en tid. Der er dog sommerferielukket det meste af juli 2022.

Festlige forårshilsner, Tine

Se ind. Se ud. Verden er åben. Kom ud i livet. Mens vi lever. Ind i kroppen og ud til sjælens frihed. Ud af kroppen. Mens vi lever. Lige NU og her.

Atelieret og klinikken holder påskeferielukket, og der tages imod henvendelser fra nye klienter start maj 2022, hvor der er åbent efter aftale. Kærligst, Tine

Foråret 2022 er begyndt, og i haven spirer krokus og små blomster frem i mange farver, som jeg forsøger at indfange på lærredet. Når jeg går tur, glitrer havet bare derudad i solen – på trods af krig og kriser.

Naturen og kulturen er som så mange gange før vores stærkeste våben i svære tider. Her er der plads til kreativitet, kærlighed og lys midt i det hele. Glæden og håbet kommer ud af det blå med den simple hjertebøn: Tak!

Jeg beder denne bøn, når jeg vågner til en ny dag, og når jeg går i seng om aftenen. Jeg beder, når jeg faktisk synes, jeg har noget at klage over – og mærker straks hvordan energien skifter og slipper. Til det bedre.

Kom selv forbi og mærk energien på vores forårsudstilling i Kunstsmedjen på Musicon i Roskilde. Her er åbent alle dage kl. 12-16 frem til d. 31. marts 2022.

Kærligste forårshilsner, Malvin & Tine

“Da al angst blev til Ro

Var Du dybt i mit blod,

og Du kom mig så nær

som jeg aldrig forstod.”

(Rejse sig det faldne mod,

rinde let uroligt blod,

frygt og sorg forsvinde!)

Hymns from Nineveh (2020) + Ole Sarvig (1948) + Grundtvig (1837)

Nytåret er velegnet til at tale om året, der gik, og reflektere over, hvad vi har nået og været igennem. Det er netop dét, som vi har oplevet, der danner basis for de nye drømme og mål, som vi sætter os for fremtiden 💫 Hvad er vi taknemmelige for ? Hvad har os stadig på krogen, som vi ønsker at give slip på – for at skabe tid og plads til det i livet, vi dybest set længes efter at flyve frit med og bade os i ? 🕊✨

Med ønske om fred og kærlighed i det nye år, Tine

Ny Coronaserie 2021: “Rendezvous – det bliver godt igen”

4.-5. december 2021 kl. 11-17: Docken, Færgehavnsvej 35, Nordhavn, 2150 Kbh. Ø.

Der er lukket for opstart af nye samtaleforløb resten af 2021, og og jeg tager imod nye henvendelser igen i det nye år januar 2022.

Jeg ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår – med rigdom både i det indre og det ydre.

Må vi alle være frie og nyde livet i fulde drag – fulde af taknemmelighed, kærlighed og hengivelse,

mens vi er her …

Allerkærligst, Tine

“If light is in your heart, you will find a way home.” – Rumi

  • Noget om den sommer sælen døde, og jeg lærte at stå på egne ben på et SUP board og selv at bygge mit lille hus. Alt sammen set med barnets nysgerrige øjne.

”Man er fri, når man er i stand til at elske de love, ens liv er underlagt.” Karen Blixen

Hver morgen i min sommerferie gik jeg fra min strandhytte ned til Skærebæk Rev for at meditere og bade i havet, og næsten hver morgen kom en fin spættet sæl svømmede forbi. Som et lille mirakel. I en lille uges tid. Indtil den ikke gjorde det mere. Pludselig en morgen lå den død på stranden. Bare sådan.

Det blev dens død at komme for tæt på revet i bugten. Måske var den gammel og syg. Jeg nåede at kysse sælen på panden inden, den langsomt begyndte at lugte, for så at stinke. Og så en dag var den helt væk. Det var nok kommunen, der havde fjernet den, sagde de. En eller anden må have klaget over stanken – midt i sommerparadiset. Fjern den! Eller også tog havet den tilbage.

Sælens død stak på en måde sansende og lindrende i mit hjerte nok fordi, at det allerede var knust af kærlighed og samtidig i sorg over min kære fars alvorlige sygdom, som skulle vise sig at være endnu en ny kræftdiagnose. Stanken var en venlig påmindelse om at turde se den død i øjnene, der kommer før eller siden til os alle – og dermed turde leve livet fuldt og helt, mens vi er her.

Så jeg var i min strandhytte med et knust hjerte for at lade det hele. Ikke fjerne noget. Ikke kæmpe imod, bare give slip. At være med det knuste og svære og lære – med god tid og ro til refleksion; ”Going with the flow” og måske noget lettere abstrakt. Min smukke gudsøn og elskede nevø havde dog en mere helt konkret kur til at hjælpe mig med det: Stand Up Paddle Surfing (SUP).  

Kæmpede jeg imod bølgerne og vinden, faldt jeg i vandet. Lod jeg mig være i nuet, og fulgte strømmen og flød med i bølgernes rytme, kom balancen. Min surfer-nabo viste mig hvordan, jeg skulle bruge min yoga – ”gudemedicin”- som han kaldte yoga samtidig med at forske og udvikle kræftmedicin i New York. Selv havde han lige mistet sin far til kræft i efteråret og kaldet til at knække cancer kom til ham som bare 13-årig, da hans mor overlevede kræft. Død, sårbarhed og en stærk livsmening. Ingen modsætninger.

Gradvist stod jeg mere fast og surfede afsted ved at lade bevægelserne komme til mig fremfor at forsøge at kontrollere eller stoppe vinden. Også når vinden vendte, som den jo gør hele tiden. Både børn og voksne glemte sig selv på de SUP boards. Let og legende. Zen. Og jeg begyndte at male igen. Endnu en erfaring i at mit sind falder til ro, og jeg får de bedste, kreative ideer, i synergier mellem natur og kunst.

Min kloge krop, åndedrættet og det bankende hjertes visdom lærte mig endnu en gang i dette liv at give slip og mærke efter og komme ud af hovedets tanker og ideer om hvordan, det burde være. Uden håb og frygt. Det er, som det er – og det bliver, som det bliver. Skulle jeg blive i tvivl, viste lille Laleh på 1,5 år mig havet – med barnets nysgerrighed og åbenhed – som var det første gang, jeg så det.

Den sommer blev en praksis i accept og venlighed – og ikke mindst taknemmelighed over det milde og vilde liv. På en gang sorg og glæde. At have tillid til at stå på egne ben, også i høj bølgegang. Levende frem for alt. I ren hjerteenergi og saltvandshealing: ”Tårer, sved og havet, der renser alt”, som Karen Blixen sagde. 

Gradvist fandt jeg også kræfterne til selv at bygge mit eget lille havehus. Som en gave ud af det blå trådte gode venner, min kære bror og familiemedlemmer til med støtte, inspiration og hjælpende, hurtige hænder. Da jeg turde dele min sårbarhed blev den til en styrke og en lyst til at drive værket. I fællesskab fik vi skabt et lille Pippi-hus med plads til fejl, skønheds- og malerpletter, fuck ups, kattekrads og sjælevarme.  

Jeg tog imod det, der kom min vej. Alt andet lod jeg gå. Lige som det skal være. Med venlighed og (selv)respekt. Vi kan ikke fange, stoppe eller holde på hinanden. Vi må være frie til at være dem, vi er, mens vi er – med værdighed – som i Vær dig-hed. ”Så kommer det bli bra”, som min fine veninde sir:

Jeg er taknemmelig for … :

Minder, ro, kreativitet, kærlighed, familie, venner, fællesskab, farver, nuet, mod, lys, livet, bøger, kunst, havet, solen, håb, tålmodighed, vand, min krop, tryghed, støtte, vejrtrækning, vin, blå himmel, sollys, at være elsket, moder jord, inspiration, tillid, weekender, bøn, naturen, medfølelse, drømme, latter, søvn, ferie, stilhed, musik, mad, styrke, leg og meget mere …

Taknemmelighed er en muskel, der skal trænes. Når taknemmelighed er en del af dit liv, bliver alting lysere og lettere, og det hjælper dig med at holde fokus på det gode og positive i livet – også i modgang, når der er sygdom, udfordringer og kriser. Du vil tiltrække mere glæde hver eneste dag – fordi du selv er det.

Der er sommerferielukket i Atelier Livskunst og Lille Helse Hus fra d. 9. juli til d. 9. august – og fra september 2021 er der åbent for tilgang af nye klienter, som jeg glæder mig til at tage imod.

Med ønske om en god sommer med masser af taknemmelighed, lys, kærlighed og glæde til alle!

Kærligst, Tine

– and All That Jazz …