20130722_143845

Vejen fra selvkritik til selvværd

Terapigruppe åben for 6 deltagere i et 8-ugers program på 20 timer

Formålet med terapigruppen er at arbejde terapeutisk med selvværdsproblematikker og negative tanker samt at udvikle sig i fællesskab med gruppen. I terapigruppen møder vi livet på godt og ondt. Vi opbygger naturligt den positive tillid, som er afgørende for vores personlige udviklingsproces. Det handler om at turde se sig selv og andre med bevidst nærvær, accept og medfølelse – og at blive set og forstået af andre. Man oplever genkendelse og lærer af sit arbejde med sig selv og ved at følge de andre deltageres processer.

Vi starter hver gang med en halv times mindfulness øvelser – som støtte til at mærke sig selv og være bevidst nærværende. Efter øvelserne er der en runde, hvor deltagere har tid til at fortælle om det, som optager dem lige nu – og særligt ifht. temaerne selvkritik og selvværd. Herefter arbejder en eller to af gruppedeltagerne individuelt med terapeuten. Efter terapien er der feedback – hvor de andre i gruppen har mulighed for at dele deres oplevelser af terapien. Der afsluttes med en mindfulness øvelse med opmærksomhed på nuet med åbenhed og ro.

Praktiske oplysninger:

Terapeut: Tine Meyer Thomsen. Autoriseret privatpraktiserende psykolog og specialist i psykoterapi med bred erfaring med mindfulness og terapi gennem 13 år.

Sted: Atelier Livskunst, Bredgade 29, Baghuset, 1260 Kbh K.

Tid: Tirsdage kl. 19 – 21:30.

Opstart: Tirsdag d. 22. april 2014 i uge 17.

Pris: 5000 kr.

Mere information og tilmelding:

W: www.atelierlivskunst.dk

E: tine@atelierlivskunst.dk

M: +45 2852 5768

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt gruppen er noget for dig, kan du få en orienterende samtale. Den orienterende samtale varer ca. 30 min. og koster 450 kr.

Mindfulness uden meditation

Et spørgsmål, jeg ofte får for tiden, er: “Skal man meditere for at være mindful?”

Det korte svar er nej. Et kort svar som har en lang forskning bag sig. Ellen Langer er professor i psykologi ved Harvard University og forsker i mindfulness uden meditation. Hun har blandt andet skrevet bøgerne “The Power of Mindful Learning” og “On Becoming an Artist”. Hun forklarer, at det handler om at være åben over for de ting, vi møder i hverdagen og turde se dem fra nye vinkler. I et interview i Politiken maj 2013 siger hun: “De fleste af os lider af en illusion om, at verden er statisk. Vi er uopmærksomme det meste af tiden, og vi behandler verden, som om vi kender den. Når man tror, man kender noget, er der ingen grund til at være opmærksom. Men alt ændrer sig hele tiden og ser anderledes ud fra andre vinkler.”

Hvad end jeg underviser, superviserer, laver terapi eller maler handler det om at anskue stoffet fra nye vinkler; sætte spørgsmålstegn ved det, sætte det ind i en kontekst og anskue det fra nye perspektiver. På den måde forbliver man åben og nysgerrig både over for sig selv og andre – og hvad man ellers står over for at skulle lære og udvikle i sit liv. Samtidig bliver det kun mere interessant at være i lære som menneske, som vi alle er.

Opøver man generelt en større opmærksomhed i hverdagen, er der ifølge Ellen Langer flere fordele at høste: “Du får det bedre, bliver sundere, mere karismatisk og kreativ, og du lever længere – det er hvad 40 års forskning har vist os.”

Den amerikanske psykologforening har i år vundet en pris for deres film om den gode effekt af psykoterapi: “Psychotherapy – More Than a Quick Fix”.

Jeg får mange henvendelser om mindfulness – og hvad det egentlig er. Jeg vil her kort forsøge at sætte ord på det, der frem for alt er en oplevelsesorienteret tilstand centreret om “opmærksomhed på nuet med accept af det som er”: Virkeligheden på både godt og ondt.

Mindfulness er oprindeligt et buddhistisk begreb fra Østen for en nærværende opmærksomhedstræning, som psykologen Erich Fromm allerede beskrev i Vesten for over 50 år siden:

“Man må først kunne vise sig selv opmærksomhed, før man bliver i stand til at vise andre opmærksomhed; at have det godt med sig selv er en nødvendig forudsætning for at træde i forhold til andre.”

Når du laver mindfulness meditation, lytter du til dig selv, og hvordan du har det. Jo klarere du bliver på dine tanker og følelser, jo klarere bliver du til mulig forandring. Det er naturligt, at du ønsker at opleve en umiddelbar effekt af din meditation, fx. at angsten eller de negative tanker forsvinder. Der er altid en effekt, men ikke altid den effekt, du måske forventer. Ubehag og behag ændrer sig. Alting ændrer sig. Intet varer ved. Det er vores grundvilkår som mennesker, og vi må lære at leve med vores følelser.

Når jeg bliver spurgt, hvordan det kan være, at jeg mediterer, er mit svar: “For at huske hvem jeg er”. Kernen i mindfulness meditation er således en medfølende opmærksomhedsindstilling, der kan udvikles og forbedres gennem hele livet. Vi er kun i lære som mennesker. Ægte glæde er kærlighed til os selv, hinanden og livet.

Desværre søger vi ofte glæden uden for os selv, og mislykkes i vores forsøg på at finde kærlighed og lykke. I Afrika og Asien, som jeg har boet og rejst i, vil mange ofte have deres mest værdifulde ting med på billedet, når de skal fotograferes, fx. et TV. Her i Vesten forsøger vi også at iscenesætte os selv – Facebook er et godt eksempel: Se, jeg er tandlæge, har mand, 2 børn og et fint hus.

Inden for mindfulness meditation og yoga giver det ikke mening at skabe dig selv udfra ydre referencer som “mig med TV´et eller den dyre bil”. Vi identificerer os ofte ud fra titler og varer, måske endda en offerrolle: “Jeg er hende med den forfærdelige sygdom, barndom, krop etc. En lidelse kan være hård og sørgelig, men den bestemmer ikke, hvem vi er.

At have det godt med dig selv afhænger af dit indre forhold til dig selv. At lære at elske dig selv er en kunst, der kan læres og trænes ved et ansvarligt arbejde med dig selv – så velkommen til mindfulness!

Kærligst,

Tine

Kronik om livskunst af Tine Meyer Thomsen bragt i Politiken d. 1. maj 2007:

Hvis vi vil omfavne livet

“Ikke alt, som kan tælles, tæller, og ikke alt, som tæller, kan tælles.”
(Skilt på Albert Einsteins kontor på Princeton Universitet)

FAKTA: DEPRESSION

200.000 danskere lider af depression, flest er kvinder. Heraf har 125.000 moderat/svær depression, mens resten har lettere depression.
To ud af tre får depressionen igen på et senere tidspunkt i livet – ofte med flere tilbagefald.
Symptomer på depression er mangel på energi og nedtrykthed over længere tid, typisk mindst to uger.
Kilde: Psykiatrifonden.