Atelier Livskunst

Jeg har skrevet et essay sammen med min supervisionsgruppe:

“Som terapeuter stiller vi os til rådighed med både hjerne og hjerte – hovedet må holdes koldt og hjertet varmt, når vi bruger os selv til at forstå det medmenneske, som søger vores hjælp. En nyere undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø (Madslund et al., 2013) konkluderer, at psykologer i højere grad end andre erhvervs-grupper lider af stress og depressioner. Det er et emne, der har været genstand for en del omtale i bl.a. Psykolog Nyt i 2015. Hvordan undgår den imødekommende ildsjæl at brænde ud?”

Læs mere her i “Fagartikler – Psykologi og Viden”: http://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/fagartikler-psykologi-viden/walk-your-talk-reflektioner-fra-en-mindfulness-baseret-supervisionsgruppe/

Mit bidrag til Netudgavens tema om flygtninge
– om at forstå andres og egen smerte: Medfølelse – kynismens modgift

http://netudgaven.dk/2015/09/medfoelelse-kynismens-modgift/

• et essay af Tine Meyer Thomsen, psykolog, lektor og tidl. udsendt for Læger uden Grænser.

” A human being is a part of the whole called by us “the universe”, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings, as something separate from the rest – a kind of optical delusion of consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening the circle of understanding and compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty.” – Albert Einstein

Ifølge FN´s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) var mere end 51 millioner mennesker sidste år på flugt fra blodige krige, voldsomme naturkatastrofer, epidemier og sult. Ikke siden 2. Verdenskrig har så mange mennesker i verden været på flugt fra humanitære kriser – og aldrig før har grænserne til Europa været så lukkede som nu. Aldrig før er så mange mennesker døde på Middelhavet i forsøget på at finde sikkerhed i Europa. ”Hvorfor hørte I os ikke, da vi græd i vandet”, står der på forsiden af ”journalen” – magasinet fra Læger uden Grænser i Danmark.  Hvorfor hører vi ikke noget? Hvorfor vender vi det blinde øje til? Hvor er barmhjertigheden, næstekærligheden og medfølelsen blevet af?

Det neuropsykologiske kup

Som om vi har glemt hvad, det vigtige er. Psykologisk set er det naturligt at blive overvældet af fx nyhedernes beskrivelser af systematiske halshugninger og voldtægter i Syrien, der står i skærende skarp kontrast til vores trygge hverdag. Vi lever i et ego- og præstationsorienteret samfund, hvor vi søger kontrol, tryghed, sikkerhed og velbehag og glemmer at lytte til den dybere mening og det større perspektiv – med empati og medfølelse overfor os selv og hinanden. Til stadighed præget af et overbrug, hvor vi bliver mere ensomme og ligeglade med hinanden og jordens ressourcer. Hvor forekomsten af stress og depression er stærkt stigende på verdensplan og forbruget af antidepressiv medicin – også til børn – er eksploderet.

Hvad sker der, når vi ikke er i kontakt med os selv og hinanden, men oplever utryghed, stress, frygt og angst? Neuropsykologisk bliver vi ”kuppet” og drevet af vores gamle reptilhjerne, hvor forsvarsmekanismerne arbejder på højtryk i form af kamp, apati/kynisme eller flugt, når vi møder noget farligt og ubehageligt. Når vi er bange eller stressede kapres vores hjerne af amygdala, som er en slags hjernens radar for trusler. Vores hjerne er designet som et overlevelsesredskab, så hvis amygdala opfanger en trussel, kan den overtage resten af hjernen. Det er en urgammel konstruktion i vores hjernes inderste, der aktiveres let i os – og som meget hurtigt dominerer evnen til medfølelse og selvregulering, som tilhører hjernens mere udviklede, moderne kommunikationscenter.

Når vi ikke er i følelsesmæssige balance og i kontakt med vores egen lidelse, kan vi altså ikke fornemme andres lidelse og bliver afskåret fra medfølelse med andre. Især dem, der er forskellige fra os. Uden medfølelse er de største primitive fælder sort-hvid-tænkning og fordommene om ”de andre”, som det ses i den aktuelle voldsomme angrebsretorik i forhold til flygtningene i Danmark i dag. Ofte bliver menneskeskæbner gjort til abstrakte statistikker, som en måde at forholde sig på, når det ukendte er det farlige, der truer vores sikkerhed, og som noget, vi skal beskytte os imod.

Men inderst inde i vores hjerter og psykologiske bevidsthed, ved vi det godt, og det skræmmer os: Vi er alle mennesker, og livet er en kompleksitet af tilfældigheder – fx hvor vi bliver født og vokser op. Fattigdom eller rigdom. Afghanistan eller Danmark. Hver flygtning er et menneske som os selv. Livet er ikke bare noget, vi helt selv kan planlægge og forme. Vi er ikke udelukkende vores egen lykkes smed. Vi har ikke kontrol over det allervigtigste: livet, døden, kærligheden og smerten. Den eneste garanti i livet er, at vi skal dø.  Den dag ulykken eller sygdommen rammer, er det ubarmhjertigt at skulle løfte ansvaret for det selv, ene og alene. Vi kan påvirke og forsøge at forholde os ansvarsfuldt til de omstændigheder, vi møder i livet. Men livet bliver jo netop det, der bliver til, når vi møder de andre og det andet – udover os selv.

Håndgribelig mening i nuet

Medfølelse som en af de vigtigste følelsesmæssige intelligenser er netop ikke medlidenhed – som i selv at lide og få det dårligt – men at turde være i det svære og dermed udvikle mentalt overskud til at hjælpe. Personligt oplevede jeg den største lykke i en flygtningelejr i Uganda. Det var hårdt at arbejde med nogle af de værste menneskelige katastrofer og tusindvis af ulykkelige børneskæbner hver dag, men samtidig var det noget af det mest livsbekræftende, jeg har oplevet i mit liv.  At klare noget sammen med andre og gøre en forskel – helt håndgribelig mening i nuet, der gav lykke. Børn, der fik livsgnisten tilbage i øjnene.

I dag er jeg ikke ude i verden og gøre en direkte forskel. Men hver dag er der et frø at plante. Vi kan ikke redde hele verden, men når vi har overskuddet og handler ud fra vores egen skrøbelighed og hjertebevidsthed, kan vi hjælpe og bidrage til det globale ansvar. Som en dråbe for dråbe i det store hav, som det alligevel ikke er meningen, vi skal rumme på en gang. Hvad vil det så konkret sige? Selv har jeg et fadderbarn i en SOS-børneby i Uganda. Det er en mulig måde at hjælpe på, som selv et barn kan forstå. Men i afmagt får mange lyst til bare at skubbe de blodige katastrofer væk – for hvad kan man gøre? Skal vi opgive vores liv og rejse ned og hjælpe?

Nej, vi behøver ikke alle at sende hele vores liv, men vi kan sende noget. Vi har alle forskellige muligheder og begrænsninger i vores kapacitet til at gøre en forskel, men de fleste af os i dagens Danmark kan stadig leve fuldstændigt som vi plejer med et bidrag en gang imellem – og måske en alternativ politisk stemme. Politisk må vi kigge efter holdbare langsigtede løsninger med fælles europæiske eller internationale aftaler på globalt niveau. Det handler om at finde tilbage til næstekærligheden og vores ansvar for vores brødre og søstre i verden. Vi har pligt til at hjælpe. En positiv bivirkning er, at vi faktisk selv sover bedre om natten.

Vi bør forstå og agere

Så ja, vi kan og bør forstå andre menneskers smerte – og opholde os ved den uden at føle os helt magtesløse. Forholde os til verdens omstændigheder, selvom vi ikke kan kontrollere dem. Vi kan ikke kontrollere andres reaktioner eller bestemme graden af deres taknemmelighed. Men vi kan dyrke glæden ved at hjælpe andre, der står uforandret på tværs af kulturer, når vi tør åbne vores hjerter og dyrke kynismens modgift medfølelsen.

Det er ikke altid nemt, faktisk noget af det sværeste. Det kræver mod og accept af vores egne følelser, der uundgåeligt dukker op, når vi forsøger at forholde os til os selv og andre – en erkendelse af vores fælles sårbarhed som mennesker i denne verden.

”The world is not dangerous because of those who do harm, but because of those who look at it without doing anything.”– Albert Einstein

Hvad du tror, du ved om afhængighed (alkohol, stoffer, mad, arbejde, sex, smartphones etc.), er forkert:

https://embed-ssl.ted.com/talks/lang/da/johann_hari_everything_you_think_you_know_about_addiction_is_wrong.html

Himmel. Hav.

Hypenrose. Dans.

Sol og svimmel.

Aftenkys. Godmorgen regn.

– frit efter Sten Kaalø

Mit bedste råd til andre med en sommerdrøm?

Det er de lyse nætters tid. Tiden, hvor vi nordboer samler lys i sindet til at holde ud, når vintermørket sænker sig igen. Tiden med mere energi til at turde drømme. Mange spørger mig, hvordan jeg tør blive ved med at drømme – og forsøge at gøre drømmene til virkelighed? Mange lever i frygt uden helt at mærke det eller i en selvopfattelse af ikke at være gode nok. De siger fx. “Du er også heldig med den uddannelse, den mand…”, men det er jo noget, jeg har kæmpet for. Jeg har taget ansvar og fulgt mit hjerte, også selvom det resulterede i konflikter, tab og usikkerhed undervejs. Det handler ikke om held, men om indsats i arbejde og kærlighed – og det kræver selvdisiplin at turde være realistisk optimist. Vi bør ikke leve bevidstløst, men stoppe op og ærligt mærke efter og stå ved nydelsen, når det føles godt, og ubehaget når det føles dårligt – eller begge dele. Livet er en historie om tvivl og mod og den bittersøde musik i kærligheden. Det handler om at forsøge at vælge lyset og det elskværdige – hver dag. Når du fx. har oplevet, at nogen bliver syge eller miste nogen – så ved du efterhånden, at hver dag er en gave af tid til at leve frit. Og det er bedre sent end aldrig at begynde… Livet er skrøbeligt og dyrebart, og der er kun eén, der er dig.

Glædelig sommer,

Tine

Noget om Mindfulness som stressreduktion – og hvordan vi kan påvirke vores gener og øge sundhed gennem meditation. Seniorforsker Jesper Dahlgaard fra Aarhus Universitet fortæller (fra Mindfulness Terapi & Yoga/ Christin Illeborg).

Vejen begynder her… hver dag en ny begyndelse og bro at bygge…

Som tidligere udsendt krisepsykolog for Læger uden Grænser deltog jeg i årets Folkemøde på Bornholm. Jeg debatterede posttraumatisk stresssyndrom og posttraumatisk vækst  – at leve livet på trods. Inden for psykologien arbejder vi med ideen om, at traumatiske oplevelser og livskriser kan udvikle os som mennesker. Først i løbet af de seneste ti år har forskere for alvor taget fat i det forholdsvis nye begreb posttraumatisk vækst. Men ideen er ikke ny. Victor Frankl, en jødisk psykiater, brugte fx sine oplevelser af brutalitet og umenneskelighed i KZ-lejrene til at finde indsigt i, hvordan nogle mennesker overlevede de værste rædsler. De overlevende havde en styrke, der kommer af eksistentiel mening – af at indse en mening med ens liv og smerte. En ide som fx. Dalai Lama også møder verdenssamfundet med i dag.

I akut krise og tragedie er der ofte ikke så meget at gøre end at forsøge at holde ud. Men i rolige perioder, før og efter voldsomme oplevelser i livet, har vi mulighed for at udvikle en forståelse af meningsløsheden og hvem vi er. Lidelse og smerte er en naturlig del af livet – vi bliver alle sårbare og gamle og går i forfald. Ingen overlever livet. Når vi i vores vestlige samfund påkræver os ret til lykke og evig ungdom og betragter lidelse og krise som “en fejl” eller som noget unormalt, vi frygter, undgår og afviser  – mister vi muligheden for at se lidelsen i øjnene. Dermed mister vi også muligheden for at kunne fjerne årsagerne til lidelse og begynde at leve et frit og mere ærligt og glædesfuldt liv. Som en tilhører kom og sagde til mig efter debatten: “ Når en tidligere børnesoldat kan begynde at gro og handle på sit håb, kan jeg måske også turde begynde at forfølge og leve min drøm.”

Det nye år 2014 i Atelier Livskunst begyndte i Myanmar. Her er buddhisme ikke en religion udelukkende baseret på tro og bønner – ej heller en livsfilosofi, idet filosofi mere ses som en intellektuel tankevirksomhed uden praksis. Buddhistisk praksis blandt det burmesiske folk er den simple kunst at leve livet i hverdagen – en kombination af Buddhas anvisninger om det gode liv, bevidsthed omkring egen sårbarhed og opmærksomhed på sindets bølger og bevægelser. I et land, hvor du ikke kan kontrollere din skæbne eller det politiske system, kan du i det mindste forsøge at bestemme, hvordan du selv vælger at respondere på egne følelser som vrede, smerte, glæde og sorg.

Undervejs på min rejse mødte jeg en munk i Bangkok lufthavn. Vi talte om, at buddhisme i praksis er som at leve med Kierkegaard – at finde ansvaret og styrken i at turde mærke og bære fortvivlelsen og sårbarheden som menneske. Som landets nobelpristager i fred, Aung San Suu Kyi, kendte munken også til Kierkegaard og citerede: ” Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Og så kiggede vi ud på alle de travle mennesker i lufthavnen: “Mon de opdager, hvad der virkelig betyder noget for dem, når de går så hurtigt videre?”, spurgte munken, der også oplyste, at han holdt så meget af begravelser, fordi de mindede ham om at leve og mærke livet. Nu. Med levende fødder.

Forskning i livskvalitet viser netop, at bevidstheden om egne værdier – og ikke mindst udlevelsen af disse – er af afgørende betydning for oplevelsen af mening og lykke. Og forrige år udkom Bronnie Wares “The Top Five Regrets of the Dying”. På hitlisten over fortrydelser på dødslejet står:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro over for mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget på bekostning af mine nære relationer. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med mine venner. 5. Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig.

Så hvordan vil vi bruge vores korte, vidunderlige liv? Hvad betyder virkelig noget for os? Og hvordan bringer vi overensstemmelse mellem vores værdier og det liv, vi lever og prioriterer i hverdagen? Lad dig inspirere og mærk efter – men skynd dig nu langsomt og ha et rigtig levende, nyt år 2014!

Kærligst, Tine

Mindfulness uden meditation

Et spørgsmål, jeg ofte får for tiden, er: “Skal man meditere for at være mindful?”

Det korte svar er nej. Et kort svar som har en lang forskning bag sig. Ellen Langer er professor i psykologi ved Harvard University og forsker i mindfulness uden meditation. Hun har blandt andet skrevet bøgerne “The Power of Mindful Learning” og “On Becoming an Artist”. Hun forklarer, at det handler om at være åben over for de ting, vi møder i hverdagen og turde se dem fra nye vinkler. I et interview i Politiken maj 2013 siger hun: “De fleste af os lider af en illusion om, at verden er statisk. Vi er uopmærksomme det meste af tiden, og vi behandler verden, som om vi kender den. Når man tror, man kender noget, er der ingen grund til at være opmærksom. Men alt ændrer sig hele tiden og ser anderledes ud fra andre vinkler.”

Hvad end jeg underviser, superviserer, laver terapi eller maler handler det om at anskue stoffet fra nye vinkler; sætte spørgsmålstegn ved det, sætte det ind i en kontekst og anskue det fra nye perspektiver. På den måde forbliver man åben og nysgerrig både over for sig selv og andre – og hvad man ellers står over for at skulle lære og udvikle i sit liv. Samtidig bliver det kun mere interessant at være i lære som menneske, som vi alle er.

Opøver man generelt en større opmærksomhed i hverdagen, er der ifølge Ellen Langer flere fordele at høste: “Du får det bedre, bliver sundere, mere karismatisk og kreativ, og du lever længere – det er hvad 40 års forskning har vist os.”