Atelier Livskunst

Mit bidrag til Netudgavens tema om flygtninge
– om at forstå andres og egen smerte: Medfølelse – kynismens modgift

http://netudgaven.dk/2015/09/medfoelelse-kynismens-modgift/

• et essay af Tine Meyer Thomsen, psykolog, lektor og tidl. udsendt for Læger uden Grænser.

” A human being is a part of the whole called by us “the universe”, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings, as something separate from the rest – a kind of optical delusion of consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening the circle of understanding and compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty.” – Albert Einstein

Ifølge FN´s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) var mere end 51 millioner mennesker sidste år på flugt fra blodige krige, voldsomme naturkatastrofer, epidemier og sult. Ikke siden 2. Verdenskrig har så mange mennesker i verden været på flugt fra humanitære kriser – og aldrig før har grænserne til Europa været så lukkede som nu. Aldrig før er så mange mennesker døde på Middelhavet i forsøget på at finde sikkerhed i Europa. ”Hvorfor hørte I os ikke, da vi græd i vandet”, står der på forsiden af ”journalen” – magasinet fra Læger uden Grænser i Danmark.  Hvorfor hører vi ikke noget? Hvorfor vender vi det blinde øje til? Hvor er barmhjertigheden, næstekærligheden og medfølelsen blevet af?

Det neuropsykologiske kup

Som om vi har glemt hvad, det vigtige er. Psykologisk set er det naturligt at blive overvældet af fx nyhedernes beskrivelser af systematiske halshugninger og voldtægter i Syrien, der står i skærende skarp kontrast til vores trygge hverdag. Vi lever i et ego- og præstationsorienteret samfund, hvor vi søger kontrol, tryghed, sikkerhed og velbehag og glemmer at lytte til den dybere mening og det større perspektiv – med empati og medfølelse overfor os selv og hinanden. Til stadighed præget af et overbrug, hvor vi bliver mere ensomme og ligeglade med hinanden og jordens ressourcer. Hvor forekomsten af stress og depression er stærkt stigende på verdensplan og forbruget af antidepressiv medicin – også til børn – er eksploderet.

Hvad sker der, når vi ikke er i kontakt med os selv og hinanden, men oplever utryghed, stress, frygt og angst? Neuropsykologisk bliver vi ”kuppet” og drevet af vores gamle reptilhjerne, hvor forsvarsmekanismerne arbejder på højtryk i form af kamp, apati/kynisme eller flugt, når vi møder noget farligt og ubehageligt. Når vi er bange eller stressede kapres vores hjerne af amygdala, som er en slags hjernens radar for trusler. Vores hjerne er designet som et overlevelsesredskab, så hvis amygdala opfanger en trussel, kan den overtage resten af hjernen. Det er en urgammel konstruktion i vores hjernes inderste, der aktiveres let i os – og som meget hurtigt dominerer evnen til medfølelse og selvregulering, som tilhører hjernens mere udviklede, moderne kommunikationscenter.

Når vi ikke er i følelsesmæssige balance og i kontakt med vores egen lidelse, kan vi altså ikke fornemme andres lidelse og bliver afskåret fra medfølelse med andre. Især dem, der er forskellige fra os. Uden medfølelse er de største primitive fælder sort-hvid-tænkning og fordommene om ”de andre”, som det ses i den aktuelle voldsomme angrebsretorik i forhold til flygtningene i Danmark i dag. Ofte bliver menneskeskæbner gjort til abstrakte statistikker, som en måde at forholde sig på, når det ukendte er det farlige, der truer vores sikkerhed, og som noget, vi skal beskytte os imod.

Men inderst inde i vores hjerter og psykologiske bevidsthed, ved vi det godt, og det skræmmer os: Vi er alle mennesker, og livet er en kompleksitet af tilfældigheder – fx hvor vi bliver født og vokser op. Fattigdom eller rigdom. Afghanistan eller Danmark. Hver flygtning er et menneske som os selv. Livet er ikke bare noget, vi helt selv kan planlægge og forme. Vi er ikke udelukkende vores egen lykkes smed. Vi har ikke kontrol over det allervigtigste: livet, døden, kærligheden og smerten. Den eneste garanti i livet er, at vi skal dø.  Den dag ulykken eller sygdommen rammer, er det ubarmhjertigt at skulle løfte ansvaret for det selv, ene og alene. Vi kan påvirke og forsøge at forholde os ansvarsfuldt til de omstændigheder, vi møder i livet. Men livet bliver jo netop det, der bliver til, når vi møder de andre og det andet – udover os selv.

Håndgribelig mening i nuet

Medfølelse som en af de vigtigste følelsesmæssige intelligenser er netop ikke medlidenhed – som i selv at lide og få det dårligt – men at turde være i det svære og dermed udvikle mentalt overskud til at hjælpe. Personligt oplevede jeg den største lykke i en flygtningelejr i Uganda. Det var hårdt at arbejde med nogle af de værste menneskelige katastrofer og tusindvis af ulykkelige børneskæbner hver dag, men samtidig var det noget af det mest livsbekræftende, jeg har oplevet i mit liv.  At klare noget sammen med andre og gøre en forskel – helt håndgribelig mening i nuet, der gav lykke. Børn, der fik livsgnisten tilbage i øjnene.

I dag er jeg ikke ude i verden og gøre en direkte forskel. Men hver dag er der et frø at plante. Vi kan ikke redde hele verden, men når vi har overskuddet og handler ud fra vores egen skrøbelighed og hjertebevidsthed, kan vi hjælpe og bidrage til det globale ansvar. Som en dråbe for dråbe i det store hav, som det alligevel ikke er meningen, vi skal rumme på en gang. Hvad vil det så konkret sige? Selv har jeg et fadderbarn i en SOS-børneby i Uganda. Det er en mulig måde at hjælpe på, som selv et barn kan forstå. Men i afmagt får mange lyst til bare at skubbe de blodige katastrofer væk – for hvad kan man gøre? Skal vi opgive vores liv og rejse ned og hjælpe?

Nej, vi behøver ikke alle at sende hele vores liv, men vi kan sende noget. Vi har alle forskellige muligheder og begrænsninger i vores kapacitet til at gøre en forskel, men de fleste af os i dagens Danmark kan stadig leve fuldstændigt som vi plejer med et bidrag en gang imellem – og måske en alternativ politisk stemme. Politisk må vi kigge efter holdbare langsigtede løsninger med fælles europæiske eller internationale aftaler på globalt niveau. Det handler om at finde tilbage til næstekærligheden og vores ansvar for vores brødre og søstre i verden. Vi har pligt til at hjælpe. En positiv bivirkning er, at vi faktisk selv sover bedre om natten.

Vi bør forstå og agere

Så ja, vi kan og bør forstå andre menneskers smerte – og opholde os ved den uden at føle os helt magtesløse. Forholde os til verdens omstændigheder, selvom vi ikke kan kontrollere dem. Vi kan ikke kontrollere andres reaktioner eller bestemme graden af deres taknemmelighed. Men vi kan dyrke glæden ved at hjælpe andre, der står uforandret på tværs af kulturer, når vi tør åbne vores hjerter og dyrke kynismens modgift medfølelsen.

Det er ikke altid nemt, faktisk noget af det sværeste. Det kræver mod og accept af vores egne følelser, der uundgåeligt dukker op, når vi forsøger at forholde os til os selv og andre – en erkendelse af vores fælles sårbarhed som mennesker i denne verden.

”The world is not dangerous because of those who do harm, but because of those who look at it without doing anything.”– Albert Einstein